Kronprinsparret anvender i dag dele af Chr. 8’s Palæ til repræsentative formål. Kronprinsparrets Hofstat er ligeledes placeret i dette palæ.

Kronprinsen havde tidligere sin ungdomsbolig i Chr. 8’s Palæ.

Levetzaus Palæ (Chr. 8.s Palæ)
Palæet i nordvest, også kaldet Chr. 8.s palæ, blev i 1794 overtaget af arveprins Frederik. Sælger var stamhuset Restrup, der var oprettet af den i 1756 afdøde bygherre, grev C.F. Levetzau. Ved salget betingede familien sig, at grevens våben aldrig måtte nedtages fra bygningen. Således prydes palæet fortsat af Levetzaus og hans hustru Sophie Rantzaus våben ved siden af rigsvåbenet. Af det oprindelige rokokointeriør er kun lidet tilbage. Førstesalen og det øvrige palæ er præget af de senere beboeres skiftende smag: Arveprinsen, Chr. 8. og Chr. 10.

Læs mere om Christian 8’s Palæ her

Amalienborg er opført i 1750’erne efter en samlet plan af hofbygmester Nicolai Eigtved. Komplekset består af fire næsten ens rokokopalæer, der med udbygninger former et ottekantet anlæg. Siden 1794 har Amalienborg været kongefamiliens residens. I det indre er slottet præget af forskellige tiders stilopfattelse fra 1700-tallet til i dag. Interiørerne hører til blandt det ypperste fra deres tid, og som helhed er Amalienborg et af Europas mest velkomponerede bygningsværker fra 1700-tallet.

Eigtveds Amalienborg
Formentlig var det den danske gesandt i Paris, J.H.E. Bernstorff, der fik ideen til at fejre det oldenborgske kongehus’ 300 års jubilæum i 1748 med opførelsen af en ny bydel i kongens navn. Netop i 1748 foregik en stor arkitektkonkurrence i Paris om udformningen af Louis 15.s Plads, den ottekantede plads, der efter revolutionen omdøbtes til Place de la Concorde. Fr. 5., denne kunstens og kulturens muntre søn, lod sig straks rive med, og for en enevældig konge af hans støbning var der ikke langt fra tanke til handling.

Allerede den 12. september 1749 kunne kongen kundgøre planen om Frederiksstaden. Kongen forærede det gamle slotsareal langs havneindløbet til sin by mod, at tidsfrister og de nøje fastsatte regler for palæernes ydre udformning skulle overholdes. Byggegrunden til de enkelte palæer blev kvit og frit overladt de udvalgte adelige bygherrer, der tilmed fik skatte- og toldfrihed. Betingelsen var, at de skulle lade deres palæer indordne under de overordnede arkitektoniske retningslinjer for Frederiksstadens udformning.

Det blev hofbygmesteren Nicolai Eigtved, der, til konkurrenten Laurids de Thurahs store fortrydelse, fik ansvar for byplanens udførelse i praksis. Eigtveds projekt fra september 1749 svarer ret nøje til den ottekantede Concordeplads. Pladsen gennemskæres af en længdeakse (Amaliegade) mellem Toldboden og Sankt Annæ Plads og den meget kortere tværakse (Frederiksgade) mellem havn og den projekterede Frederikskirke. Omkring pladsen skulle opføres fire i det ydre ganske ens palæer, og midt på pladsen i aksernes skæringspunkt skulle opstilles en rytterstatue af den enevældige landsfader.

I 1750 gik byggeriet i gang med palæerne på vestsiden af pladsen. De fire palæer blev som foreskrevet udformet fuldstændigt ens. Ved Eigtveds død i 1754 stod de to vestlige palæer færdige, mens opførelsen af de to østlige blev forestået af Laurids de Thurah, der holdt sig trofast til Eigtveds tegninger – og i øvrigt heller ikke oplevede afslutningen af bygningskomplekset i 1760. Thurah døde i 1759.

Amalienborg bliver til slot
Det var den store slotsbrand, Christianborgs brand i 1794, der betød, at Amalienborgkomplekset blev omdannet til slot. I dag tænker næppe mange over, at vort fornemste kongeslot egentlig blev bygget som fire privatboliger, så helstøbt er Eigtveds fantastiske bygningsværk, der i sin majestætiske enkelhed er et af Europas smukkeste kongeslotte. Måske havde den fiffige Fr. 5. en skjult dagsorden, da han overlod sin byggegrund til velfortjente adelige embedsmænd. Kongens død i 1766 satte dog en bremse for eventuelle overtagelsesplaner.

Da kongefamilien blev hjemløse efter slotsbranden den 26. februar 1794, lå det dog lige for at rette blikket mod Amalienborgkvarteret. Bortset fra Brockdorffs Palæ med landkadetterne stod de tre andre palæer tomme store dele af året, idet bygherrens arvinger kun sjældent opholdt sig i hovedstaden. De ædelmodige ejere var ikke sene til for gode ord – og betaling – at overlade hele herligheden til kongehuset. Den første handel fandt sted i marts 1794: Moltkes Palæ, og indflytningen foregik i december 1794. Kongen, den mere eller mindre sindssyge Chr. 7., fik overladt det fornemste palæ, den nyligt afdøde Moltkes Palæ. Nabopalæet i sydøst, Schacks Palæ, blev overtaget af regenten, kronprins Frederik (6.) og hans kronprinsse Marie af Hessen-Kassel, som han var blevet gift med i 1790. Endelig flyttede arveprinsen, kongens halvbror Frederik ind i Levetzaus Palæ. Palæet er siden blevet kaldt Chr. 8.s palæ efter Danmarks sidste enevældige konge: Christian Frederik var søn af arveprinsen og trådte således sine barnesko i Levetzaus Palæ. Efter faderens død i 1805 blev palæet overladt til Chr. Fr., der dog i sin ungdom kun sjældent opholdt sig i København.

Amalienborgs perfekte ydre var en kongefamilie værdig og behøvede egentlig ingen tilføjelser for at fremstå som majestætens bolig. Man holdt da også dygtigt igen og indskrænkede sig til at forbinde kongens fløj med kronprinsens ved hjælp af C.F. Harsdorffs geniale kolonnade. Den markante kolonnade mellem de to sydlige fløje blev opført 1794-95. De mægtige joniske træsøjler er dækket af et kraftigt lag bemalet cementpuds. En anden mere ubetydelig ændring var en forhøjelse af de otte hjørnepavilloner, som flankerer adgangsvejene til slotspladsen.

De fire palæer, der på trods af helheden i byggeriet repræsenterer fire selvstændige boliger, har vist sig særdeles velegnede til det uafvendelige kongelige rotationsprincip. Chr. 8. efterfulgte i 1839 Fr. 6. på tronen. På det tidspunkt var militærakademiet i Brockdorffs palæ blevet nedlagt. Det skete i 1827, og palæet blev i 1828 overladt til Chr. 8.s søn, tronfølgeren Frederik (7.). Fr. 7. blev konge i 1848, men selv om han vandt folkets yndest, fandt han sig ikke til rette i København, og han er den eneste af regenterne efter 1794, der har været lidet knyttet til Amalienborg. Siden flyttede Chr. 9. ind i Schacks Palæ (Fr. 6.s), og sådan er rundturen fortsat. Kronprinsen Fr. 8., konge fra 1906 til 1912, boede fra 1866 i Brockdorffs Palæ. Hans efterfølger, Chr. 10. residerede i Levetzaus Palæ. Brockdorffs palæ, der blev Fr. 9. og dronning Ingrids bolig, gøres i dag i stand til tronfølgeren kronprins Frederik og hans familie.

Historien om Amalienborg og Chr. 8. Palæ bygger på bogen "Kongehusets boliger gennem 1000 år" af museumsinspektør ved Søllerød Museum Niels Peter Stilling. Bogen er udgivet på Politikens Forlag og udkom i august 2003.