Overrækkelse af Forskningskommunikationspris
Offentliggjort fredag d. 5. maj 2006
Kære alle, kære prismodtager
Det er mig en stor glæde igen i år at uddele Forskningskommunikationsprisen.
Denne pris gives til en højt anerkendt forsker eller forskergruppe, som har udmærket sig ved levende og vedkommende formidling af sit eller deres forskningsområde til den brede offentlighed.
I år går prisen til Dr.phil Morten L. Kringelbach, hjerneforsker ved University of Oxford.
Dr. Kringelbach har bidraget til vores viden om hjernen i kraft af sin ekspertise inden for de nyeste hjerne-scanningsmetoder.
Årets prismodtager er til daglig ansat som forsker ved University of Oxford i England. Han er internationalt kendt som ekspert i følelsernes nervebaserede opbygning i hjernen hos mennesker.
På trods af, at Dr. Kringelbach er ansat i England, er han vedblevet med også at formidle sin forskning på dansk.
Han har formidlet sin forskning i radio, tv og igennem en lang række foredrag. Han har skrevet den roste bestseller ”Hjernerum - den følelsesfulde hjerne”.
Bogen har med sin udbredelse været med til at skabe interesse for og viden om hjernens funktion.
Årets prismodtager er desuden kendt som brobygger mellem det naturvidenskabelige og det kunstneriske felt.
Han er selv udøvende kunstner og uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. Han har også skrevet en række artikler om spændingsfeltet mellem naturvidenskab, kunst og litteratur.
Årets prismodtager er således en internationalt anerkendt forsker, der har bidraget til at bringe forskningen ud til befolkningen på en særdeles kvalificeret og interessant måde.
Tillykke med prisen.
|