Til forsiden Foto: Steen Brogaard
Forside  Aktuelt 
Kalender | Andre aktiviteter | Pressemeddelelser | H.K.H. Kronprinsens taler | H.K.H. Kronprinsessens taler | Interviews |
 
Kronprinsparrets Kulturpris 2006

Offentliggjort søndag d. 24. september 2006

Jeg har fornøjelsen at præsentere den allermest markante yngre danske billedkunstner – både på den nationale og på den internationale scene – lige nu: Olafur Eliasson.

Født i Danmark for 43 år siden af islandske forældre, er Olafur Eliasson præget af de bedste dele af nordeuropæisk blandingskultur, af storheden i den islandske kultur og af en unik evne til hele tiden at søge dybere og dybere ind i de menneskelige sansers uudtømmelige univers. Trods sin unge alder har Olafur Eliasson været længe og søgende undervejs. Han har været i konstant bevægelse fra de første fotografiske værker til de senere ofte gigantiske rumlige iscenesættelser.

I dag har Olafur Eliasson en international udstillingsaktivitet, der er uden sidestykke for en dansk kunstner. I 2004-05 lagde ARoS Aarhus Kunstmuseum hus til den første store og samlede præsentation af Eliassons værker i Danmark – Minding the World. Her kunne man bl.a. betragte et indendørs vandfald, prøve at begribe en kunstig regnbue, frit svævende og stillestående vanddråber og et helt rum, der var omdannet til en camera obscura med et desorienterende spejlloft. Udstillingen faldt i forlængelse af, at Eliasson i 2003 havde opnået sin hidtil største publikumssucces, da mere end to millioner mennesker besøgte hans udstilling The Weather Project på Tate Modern i London. I det enorme rum havde kunstneren, ved hjælp af spejle og lamper, skabt en kunstig sol og kunstig dis ved hjælp af vanddamp. Det som Olafur Eliasson skaber, er altså ikke så meget genstande, som det er rumlige iscenesættelser, der sætter publikum i situationer, hvor man bliver bevidstgjort om sin egen orientering i omverdenen, og som Olafur Eliasson selv har formuleret det, ”ser sig selv sanse”.

Her i huset er Olafur Eliasson manden bag de tre store lysekroner i foyeren, og han er også netop nu beskæftiget med udsmykningen af Syddansk Universitets Alsion-byggeri i Sønderborg.

Til slut er det jo også ganske sjovt, at Bikubenfonden allerede for flere år siden var så fremsynet, at den valgte aftenens prismodtager til at skabe den statuette, som han nu får.

Olafur Eliasson – hjerteligt til lykke med Kulturprisen 2006.

 

Tilbage
  Kongehuset.dk
Oversigt | Søg | Kontakt | Udskriv Handicap-egnet version